Flemming Rosenfalck og Christina Capetillo
Et rent abstrakt-geometrisk billedsprog i en reduceret, nedtonet farveskala og en intensiv, sanselig stoflighed kendetegner Rosenfalcks malerier fra midt 1950erne. De er her sat sammen med Christina Capetillos sort-hvide fotografier fra serien “Kontinuum” (2013).
Flemming Rosenfalck (1927-1972) debuterede i 1949 som figurmaler. Men op igennem halvtredserne blev han som mange af sine samtidige grebet af det abstrakte, det geometriske og konkrete, som rent koloristisk blev enklere med årene. Helt over i det sort-hvide, og tonerne derimellem, som er skabt af maleriets egne virkemidler, og som undertiden kan virke anonyme i sit af-romantiserede formsprog.
Om det skyldes en reaktion på 2. Verdenskrigs rædsler vides ikke, men Rosenfalck fjernede sig fra skildringer af virkeligheden og bevægede sig ind i maleriets eget univers. Her definerer farverne de former, der lægger sig på fladen side om side. Et potentielt lidt kedeligt og undseeligt billede, og så alligevel slet ikke. For der sker ubeskriveligt meget når to linjer møder hinanden på et lærred! De danner rum, dynamik, kontraster. Øjet sætter dem uvægerligt i forhold til hinanden, og selvom der ikke opstår egentlige historier, er der alligevel meget at snakke om.
Det er ikke uden grund, at man har kaldt retningen for konkret realisme. For disse farveflader eksisterer med samme ret som alle andre ting i rummet, og er lige så virkelige som sten og blomster, borde og stole, dyr og mennesker. Og de indvirker på sindet på samme måde som de øvrige indtryk fra omverdenen, selvom de er opstået gennem kunstnerens arbejde med et sæt af konkrete begreber, som hører hjemme i billedets univers.
Billedkunstneren Flemming Rosenfalck hører til dansk kunsts særprægede enegængere. Han døde i 1972 kun 45 år gammel, og nåede ikke at få den anerkendelse, han fortjente. Indtil sin død var Rosenfalck en fortræffelig rådgiver og indkøber for Kunst På Arbejde. Hans værk har således en særlig plads i samlingen.
Christina Capetillo
Udstillingens 6 bybilleder fra serien “Kontinuum” blev skabt af Christina Capetillo (f. 1964) på baggrund af projektet Uden for myldretid – en fotobaseret dokumentation af det stedsspecifikke potentiale i yderområderne rundt omkring i Danmark. Christina Capetillo deltog i projektet, der var initieret af Realdania i 2013-15, sammen med Henrik Saxgren, Torben Eskerod og Carsten Ingemann.
Resultatet blev en serie på 13 sort-hvide fotografier, hvor kunstneren sammenstiller rene landskabsbilleder med urbane, arkitektoniske rum. Der er ingen mennesker i billederne – tystheden og skønheden har de to rum tilfælles. Landskaberne er store (100 x 100 cm), mens bybillederne er mindre (48×48 cm). Og hvor byrummet har mere kompakt karakter, er landskaberne åbne og åndbare. Det moderne menneske har brug for begge steder, og Capetillo skaber her mulighed for, at vi kan se skønheden i både det menneskeskabte og i naturen. Og for at vi kan finde sammenhæng – et kontinuum – mellem de forskellige virkeligheder vi alle bebor. Vi kan erkende vores egen flygtighed i landskabet; men også i byerne, hvor det er tydeligt.
Om sit projekt siger kunstneren ” Når vi bosætter os tæt, kan andre områder friholdes, så de store kontraster mellem by og land fastholdes. Udgangspunktet for serien af fotografier er således åbenheden i landskabet og tætheden i byen – og sammenhængende bykerner med mange overlejrede tidsligheder stilles over for de friholdte og åbne landskabsrum udenfor byerne”.
Se alle vores værker fra “Kontinuum”-serien af Christina Capetillo her
Kontinuum, Hjørring Juli 2012 – Christina Capetillo
Kontinuum, Nakskov November 2012 – Christina Capetillo
Gule og røde dominanter – Flemming Rosenfalck – 996A
Lodrette linier – Flemming Rosenfalck – 995A
Firkant 1963 – Flemming Rosenfalck
Kontinuum, Sønderborg November 2012 – Christina Capetillo
Kontinuum, Skive Maj 2012 – Christina Capetillo
Streger og firkant – Flemming Rosenfalck
Sorte Streger – Flemming Rosenfalck
Vandrette og lodrette linier – Flemming Rosenfalck
Kontinuum, Tønder November 2012 – Christina Capetillo
Kontinuum, Snoghøj April 2011 – Christina Capetillo
Terner og striber – Flemming Rosenfalck – 88A
Komposition – Flemming Rosenfalck
Komposition – Flemming Rosenfalck