Rum og intimitet til forhandling

Rum og intimitet til forhandling

”Et rent forhold”(…) henviser til en situation, hvor to personer indgår et socialt forhold for dets egen skyld… For hvad de pågældende hver især kan få ud af en varig forbindelse med hinanden, og som kun fortsætter for så vidt som begge parter anser det for at tilfredsstille dem tilstrækkeligt til at blive i det (…) Det rene forhold er, for lige at gentage det, en del af en generel restrukturering af intimiteten.

Konfluerende kærlighed forudsætter ligestilling med hensyn til følelsesmæssig given og tagen, og det gør den i desto højere grad, jo mere et kærlighedsbånd nærmer sig prototypen på det rene forhold. Kærligheden udvikler sig i dette tilfælde kun i samme omfang som intimiteten, nemlig i det omfang hvor parterne hver for sig er indstillet på at røbe deres bekymringer og behov for den anden og være sårbare i forholdet til den anden. Anthony Giddens i Intimitetens forandring

Samfundet er i skred i disse år. På grund af de nye informationsteknologier er vi rykket tættere på hinanden, og intimiteten er under forandring. Vi er både rykket tættere sammen og gledet længere fra hinanden. Det er på mange måder det, Kaspar Bonnéns billeder i denne udstilling handler om.

Når den klassiske intimitet, tryghed og økonomiske afhængighed som eksistentiel konstruktion splintres og kittes sammen igen til en ny, transparent og forhandelbar social kontrakt, må det næsten nødvendigvis påvirke selvforståelsen og billeddannelsen.

Er det derfor, Kaspar Bonnén i forhold til denne forandring i intimiteten svarer igen med maleriet som medie? Er der ikke en tryghed i mediet, som overvinder det tilsyneladende utidssvarende i maleriet i forhold til dets motiv, intimitetens forandring?

Både ja og nej. For selv om billederne trækker på traditionen fra pop-kunsten og 1980’er-maleriets erfaringer med den fri bevægelighed i forhold til stilarterne, så er billederne med alle deres døre og rum “splintrede” og polyfokale (dvs. har mange perspektiviske flugtpunkter og lag). Det er på en måde det samme og alligevel forskelligt.

Måske er det transparens eller politiseringen af det private det, der er med til at gøre billederne lidt klaustrofobiske. Det at man kommer lidt for tæt på, så en forestilling om et “Panic Room” hele tiden trænger sig på – en forestilling om et særligt rum for intimiteten, hvor offentligheden og beskuerens blik ikke kan trænge ind. Et rum, hvor sårbarheden stadig kan være netop intim. Et rum, hvor det rene forhold, som det kommer til udtryk i en anden titel, stadig er en mulighed: “Jeg ønskede bare at gøre dig glad”.

Og så alligevel. Beskuerens blik og virkeligheden udefra trænger sig på. Der er masser af åbne døre i billederne. “Hjem igen i 4 dele” er en af titlerne. Men hjemmet er også fyldt med intimitetens trivialiteter (det andre igen kalder hverdagens poesi): cirkler, opvask og spiseborde med blomster.

Det er, som om intimiteten og rummene hele tiden skal genforhandles for overhovedet at kunne etablere sig som billeder. De er derfor nødt til at røbe noget af deres sårbarhed og splintrethed for overhovedet at kunne etablere sig som billeder. Billeder, der spejler den tid, de er rundet af, og som er andet end blot og skært maleri for maleriets egen skyld.

Kaspar Bonnén (f. 1968) er en alsidig kunstner, der beskæftiger sig med malerier, digtsamlinger, installationer og computerkunst. I KPAs samling er han repræsenteret både med malerier og fotografier. Værkerne i denne udstilling er udført i 2004 – få år efter, at han tog afgang fra Kunstakademiet i 1993-1999. Det er gennemgående for kunstnerens værker, at han arbejder med skildringen af såvel fysiske som mentale og sociale rum.

Claus Carstensen
Billedkunstner og tidligere professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi