Sanselige drømmerier

Sanselige drømmerier

Maleren Kenn André Stilling (f. 1945) tilhører den brede vifte af udtrykssøgende danske kunstnere, man nemmest og oftest hører omtalt som ekspressionister. At arbejde ekspressionistisk vil sige, at man som billedkunstner ikke søger at skildre det genkendelige i virkeligheden, men snarere det som er afledt af den enkeltes personlige og subjektive reaktion på noget set eller sanset.

For hundrede år siden reagerede publikum – og kritikken oftest også – meget voldsomt og afvisende, hvis en maler i sit billede af f.eks. et landskab gav sig til at ændre på de farver og former, som ethvert roligt iagttaget landskab almindeligvis bestod af. Når kunstneren gik på tværs af den virkelige natur og gengav græsset rødt, selvom han – og alle andre – udmærket vidste, at det var grønt, skyldtes omstændighederne ikke en hallucination eller et tilfælde af farveblindhed. Når han alligevel gjorde det, var det for at betone sin helt egenartede oplevelse af naturen; en oplevelse hvor uventede og voldsomme følelser og stemninger kunne blande sig op i iagttagelsen. I overført forstand behandler kunstneren maleriets flade som en »opslagstavle« og monterer her alle de genstande, der dukker op i hans hverdag, enten som drømme, fantasier eller erindringer.

Kenn André Stilling er selvlært – autodidakt. Hans kraftigt malede oliebilleder har sine forudsætninger hos nogle af de tyske ny-ekspressionister, hvis indflydelse skyllede ind over flere generationer af danske kunstnere i firserne og fik maleriet til igen at blomstre af selvtillid og frodighed. Men de på en gang kantede og faste figurer, som kan dukke op mellem de heftigt malede og abstrakte omgivelser hos Stilling, røber også en ældre kunstnerisk faderskikkelse: Kubisten Picasso, der i sammenligning arbejder og udfordrer sig selv, kunstneren, ved at lade farve og komposition have største bevågenhed og prioritet, fremfor selve motivet i det malte billede.

Peter Michael Hornung
Kunstkritiker, Politiken