Illusioner

Gennem store dele af kunstens historie har forholdet mellem illusion og virkelighed været helt centralt, og det er til stadighed et tema, mange kunstnere beskæftiger sig med. I denne udstilling sætter vi fokus på ”Illusioner” i kunsten med et udpluk af værker fra 2006-2022 og ser nærmere på de kunstige, konstruerede og komplekse rum, som kunstnerne inviterer os ind i.

Illusioner dækker som begreb over, når noget fremstår som noget andet, end det egentlig er. Synsbedrag kunne man også kalde det. Og det er netop, hvad der er på spil i kunstnerduoen AVPD’s fire værker fra serien Terrain. Billederne viser nogle smukke naturscenerier, som umiddelbart ligner de landskaber, vi selv kunne have fotograferet. Men det er det ikke. Går man helt tæt på, vil man opdage, at det er fotografier af såkaldte dioramaer, altså de konstruerede landskaber, som man finder på naturhistoriske museer. Disse er fra Museum of Natural History i New York og er nogle af de mest berømmede af sin art, fordi de er så overbevisende. Det er således en fiktiv verden bestående af tredimensionelle opbyggede forgrunde og todimensionelle bemalede baggrunde, som AVPD, Aslak Vibæk (f. 1974) og Peter Døssing (f. 1974), skildrer i deres værker. Derved arbejder de bevidst med at guide og vildlede os og undersøger i disse værker mellemrummet mellem virkeligheden og vores opfattelse af den.

I Theis Wendts (f. 1981) værker fra serien Void trækkes vi med blikket ind i en perfekt designet formet tunnel, som er bygget af gyldenmørkt træ. Perfektionen i værkernes udførelse får os nærmest til at tro, at de dragende tuneller er lige dér foran os, så vi med et enkelt skridt kan bevæge os ind i dem. Værkerne placerer sig centralt i kunstnerens praksis og viser hvorledes han arbejder med fotografiets muligheder. Han behandler sine billeder digitalt og placerer dem, så de tilsammen danner sirligt konstruerede mahognikasser. Hans omgang med de digitale prints løfter fotografierne ud af fladen og ind i knivskarpe, skulpturelle værker, der ikke bare er en æstetisk oplevelse i kraft af den smukke udformning, men som samtidig tilbyder et kig ind i en fnugfri, uaflæselig og åben afgrund.

I Johanne Rude Lindegaards (f. 1987) maleri Opkog skærer en form for digital portal sig gennem lærredet, så vi ser noget, der ligner et møde mellem to abstrakte billedrum, der hver består af en nærmest barok gengivelse af foldet stof. Det bløde møder det kantede. Med udgangspunkt i traditionelle vestlige malerteknikker kombineret med nye tilgange til maleri, undersøger Johanne Rude Lindegaard (f. 1987), hvordan kroppen relaterer sig til billedet, når det både er illusion, objekt og installation i ét. Hun arbejder bl.a. helt traditionelt med harelim som grundering i sine malerier overfor nye teknikker som akryl airbrush, der tilfører en legende lethed i hendes abstrakte motiver. Det ses bl.a. i værket ’Opkog’, der har en særlig vægtløshed over sig og en overnaturlig skarphed i de nærmest selvlysende farver.

Egon Fischer (1935-2016) var en dansk billedhugger, uddannet fra Den Eksperimenterende Kunstskole (Eks-skolen). Her modtog Fischer bl.a. undervisning i svejsning af Paul Gernes, og det var netop mødet med denne kunstform samt skolens eksperimenterende holdning, som medførte, at jernskulpturen blev Fischers foretrukne arbejdsfelt. Karakteristisk for Egon Fischers tidlige skulpturer er en sammenstilling af velkendte og ukendte former, der har en overraskende og ofte humoristisk vinkel. Her i form af en skulptur, hvor en abstrakt hullet krop og stol smelter sammen.

KPA, 2023