Sensationsmagerne

Sensationsmagerne

Skulle man være rigtig grov, kunne man kalde dette for en “sensationsmagernes udstilling”. Der er ingen af disse fire – Per Arnoldi, Carl Magnus, Tom Krøjer og Jens Jørgen Thorsen – som ikke på et eller andet tidspunkt har vakt sensation. Både lokalt og på internationalt plan.

Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) er den berømteste. Da han meddelte, han ville lave en Kristusfilm, og da Det Danske Filminstitut meddelte, at de ville støtte hans planer med et betydeligt beløb, rejste der sig en folkestorm.

Da Per Arnoldi (f. 1941) optrådte uden tøj på i en Samarin-annonce, blev en mild offentlig forargelse til almindelig indignation.

Da Tom Krøjer (1942-2015) stillede sit staffeli op ved Nørreport Station i København og opfordrede folk til at male med, kom pæne borgerfolk og udtrykte sig kunstnerisk, og gadens mindre pæne folk skrev skrappe ord.

Og når svenskeren Carl Magnus (f. 1943) har blandet sig i det danske kunstliv (sammen med folk som Jørgen Nash og Thorsen), er der altid blevet lidt ballade.

Udstillingen vil vise, at folk som Thorsen, Magnus, Arnoldi og Krøjer er andet end ballademagere. Når Thorsen og Krøjer har arbejdet sammen på grafik, har de seriøst og alvorligt prøvet på at udvikle en arbejdsmåde, der gav to kunstnere mulighed for i fællesskab at skabe et oprigtigt værk.

Når Arnoldi ikke snakker i TV, snakker med annoncefolk eller kæmper for på anden måde at forstærke sit offentlige ansigt, sit “image”, arbejder han hårdt på at overføre cirkussets og teatrets verden til et enkelt billedsprog.

Carl Magnus er heller ikke en “distanceblænder”. Alle fire er de kommet i offentlighedens søgelys, men alle fire har de arbejdet lige så præcist med de billedkunstneriske problemer som de kunstnere, der er uden for søgelyset.

Nogle af dem har gået i protesttog mod det ene og det andet, og nogle af dem har ladet sig køre bort i politiets “salatfade”, fordi de udstillede kunst, hvor man ikke må udstille kunst, men højst klistre plakater op.

Se på disse “ballademagere” med alvor, for vel elsker de sig selv nok til at sørge for at komme i aviserne så tit som muligt, men over for det billede der skal hænges på en væg og ses af mennesker, står de disciplineret nok. De ser vanviddet i vor underlige reklameverden, lever med i det og prøver at skildre det. På godt og ondt er de udtryk for det, vi alle sammen lever i.

Virtus Schade (1935-1995)
Forfatter & Journalist