Seppo Mattinen

Seppo Mattinen

Hvis man skal bore i maleren og grafikeren Seppo Mattinens karakteristika, skal man tilbage til hans hjemland Finland, hvor han fødtes i Helsinki i 1930. Her voksede han op i et religiøst hjem. Forældrene flyttede meget rundt og overlod i lange perioder Seppo og hans broder til sig selv. Ikke alene var Gud nær i det daglige, men det var også jordens undergang. Hans gamle bedstemor var så overbevist derom, at hun solgte hus og bohave. Og kort tid efter fik hun sin tro bekræftet, om end på en anden måde end hun havde regnet med. En dag trådte hun nemlig ud foran en sporvogn i Helsinkis centrum og blev kørt ned, da sporvognen ikke kunne stoppe på grund af sne og is på skinnerne! Seppo skabte sig allerede dengang sin egen verden, så han havde et sted at være sig selv. Ved at forsyne billederne med personer, havde han altid nogen at snakke med og behøvede ikke at kede sig!

Seppo Mattinen (1930-2022) stiftede bekendtskab med Arthur Köpcke, Fluxus bevægelsen og Eksperimentalskolen. Han kastede sig over maleriet og ikke mindst over farvetræsnittet, hvor man må sige, han opnåede ikke bare kunstnerisk, men også utrolig håndværksmæssig kunnen.

Jeg sidder her med hans bog “Fingre imellem”, og det er en sand fornøjelse at se den perfektion og præcision, hvormed han skabte de fornemme tryk, ikke bare i sort-hvid, men også i dæmpede farver, med personer og situationer, der ikke bare er hentet frem fra hans drømme, men på en forunderlig måde også ført à jour med det mere nutidige. Det er i sammenstødene her, han når sin store originalitet.

Seppo Mattinens motiver minder lidt om middelalderens gamle kirkeudsmykninger på altre og hvælvinger, hvor de primitive figurer, tit hentet fra overtroen, skildres i ironiske, muntre og vemodige sammenhænge, der ligesom lever deres egen melodi!

Han afbilder ikke, hvad han ser, siger digteren Benny Andersen i et digt om Mattinens univers, men han sluger det med øjnene, haps ned med det, og det dukker først op mange år eller måneder senere for enden af en stift, en pensel, et u-jern, dengang bliver til nu, dér blir til her, tilbagelagt bliver foran, det sete bliver seende, ser på dig, følelser på størrelse med huse, mens huse kan ligge i en lomme, tanker større end bukser o.s.v.

Benny Andersen portrætterer i virkeligheden en digterkollega, tæt på ham selv. For Mattinen er digter, ikke bare i penselskrift og streger og poetiske farver, hvormed han binder historierne sammen, men også når Mattinen i bogen “Fingre imellem” selv skriver om sit liv og gør det på nøjagtig samme måde, som når han maler og tegner!

Mattinen bruger sit eget, meget nordiske sprog og skaber billeder, der er aflæselige som gåder og rebusser, eller hvor – som Benny Andersen også siger det – det hemmelige springer op som trold af en æske og ligner et menneske, man må elske eller ord, man længe har villet sige!

Seppo Mattinen, som både er medlem af Grønningen og Den blå Citron, hører til blandt Danmarks bedste kunstnere. Han sprudler af underfundighed, hvad enten han udtrykker sig som billedkunstner eller forfatter.

Alex Steen
Kunstkritiker