Som en linje af et digt

Som en linje af et digt

Maleren Anna Fro Vodder (f. 1974) har tydeligvis et mellemværende med farven.

Det er ikke et sjældent forekommende fænomen hos billedkunstnere, men Anna Fro Vodder har overbevisende demonstreret en evne til både at forholde sig til traditionen og forny den, og også hun tilhører en generation af kunstnere, der har formået at finde nye muligheder i det undertiden forkætrede maleri.

Arbejdet med farven er det, der umiddelbart falder i øjnene ved mødet med Anna Fro Vodders billeder. Man ser farvetåger og tilsyneladende spontane strøg, der måske kan lede tanken hen på naturindtryk som blæsende grenes rytmiske bevægelse mod ruden, men det, der ikke mindst kan få betragteren til at tænke på natur, er de store stiliserede blomster, som går igen i mange af hendes arbejder. Både i denne serie og ved tidligere lejligheder. Hvad der imidlertid også er slående, er de enorme herresving, hun undertiden slår i sine malerier, som når hun eksempelvis lader en stor blød bue bevæge sig gennem kompositionen på en meget flot og selvsikker måde, der udover at tilføre billederne en udtalt dynamik, gør dem overraskende og ophæver den forførende lethed, der nemt kunne opstå i halvabstrakte malerier af denne art, hvor farven har en så afgørende betydning. Malerierne rummer en koloristisk styrke, og kunstneren arbejder yderst bevidst med nogle dekorative elementer, som så alligevel dementeres.

Billederne er ikke behagesyge, for de rummer også en nærmest frivol kvalitet, hvor man mærker, at noget sættes på højkant. Selv har kunstneren engang sagt noget i retning af, at hendes forhold til maleriet er det samme, som det man kan have til lyrik. Man kan læse den samme linje igen og igen, forlade den og vende tilbage til den. Det skal ikke læses lineært. Sådan er det også med Anna Fro Vodders maleri: Man kan vende tilbage til det og opdage nye synsmåder i det, nye bevægelser, en anderledes rytme. Et påfaldende nærvær.

Det kan som nævnt forekomme nærliggende at søge efter en slags naturinspiration i Anna Fro Vodders billeder. Måske er motivet blot en undskyldning for kompositionen, farverne er som også antydet et væsentligt anliggende for kunstneren, der tidligere har arbejdet med en meget behersket figuration i form af genstande fra hverdagen – fra husholdningsartikler til reklamer – mere eller mindre skjult i billederne.

Collagen forekommer at være et grundlæggende kompositionsprincip eller måske snarere en metode. Såvel i malerier, hvor hun har samplet billeder fra virkeligheden, gjort dem til en del af lærredet og malet over eller uden om, som i de, om man så må sige, rene malerier. Kunstneren er ikke bange for hvide felter eller tomme rum i billedrummet, men ikke desto mindre:

Farver mødes, motiverne kan ligne ophobninger eller gentagelser, hvilket igen skaber nye billeder, hvor det opleves som en kvalitet, at det blivende billede har en forhistorie. Man fornemmer processen og det helt konkrete arbejde med maleriet som maleri og farven som stof. Maleri er maleri er maleri. Det virker, som om billedet er vokset frem lag på lag, til kunstneren er trådt tilbage for at overlade den videre opdagelse til betragteren.