Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Spin-offs, Rip-offs and Snowballs

Spin-offs, Rip-offs and Snowballs

Med et utal af referencer til andre kollegaer maler danske Peter Bonde (f. 1958) i en periode på fire år billeder, der henviser til, citerer, kopierer kunst fra hans egen inspirationskatalog.

Billederne i denne udstilling af Peter Bonde er alle udført over en periode på fire år fra 1999-2003. Det er måske umiddelbart ikke noget, man ville hæfte sig så meget ved, men netop i disse billeder spiller sammenhængen mellem de enkelte billeder og deres forhold til biografien en ikke uvæsentlig rolle. Faktisk er sammenhængen så vigtig, at man kunne hævde, at der er tale om en særlig metode for billedproduktion, som man med et efterhånden gængs udtryk i kunstens fagsprog kalder for kontekstkunst. Altså kunst som først fuldendes som kunst, når den læses ind i en sammenhæng, der eksisterer uden for billedets komposition. Det er heller ikke uvigtigt at kende til den maleritradition, som Bonde bevidst knytter an til, da der – ud over de klassiske og åbenlyse referencer til Per Kirkebys lag-på-lag maleri og Arnulf Rainers overmalinger – også er mere skjulte referencer til kunstnere, som har forsøgt at integrere den kontekstuelle metode i deres maleri såsom Franz West, Albert Oehlen, Günther Förg, Michel Majerus, Merlin Carpenter, Mike Kelley og Tony Oursler.

Metoden kunne i Bondes tilfælde også kaldes for spin-off-, rip-off- eller sneboldmetoden. Og Snowball var netop titlen på hans bidrag som Danmarks repræsentant på Venedig Biennalen i 1999. Den grundlæggende idé og arbejdsproces for projektet var sneboldeffekten: Man starter i det små med en lille bold, og så river processen mere og mere sne med op, så man til sidst står med en kæmpe kugle.

På samme måde stykker denne udstilling sig sammen: Billeder fra fire år river motiver og kompositioner med sig, der er endnu ældre i Bondes produktion. F.eks. er de tre billeder fra henholdsvis 1999, 2000 og 2002, der pudsigt nok alle sammen hedder “Komposition”, alle gentagelser eller rip-offs på et stilistisk greb, han benyttede sig af i årene før 1999. Det er en form for drøvtygger-æstetik, hvor den biografiske og kunsthistoriske kronologi ustandseligt vendes på hovedet. Eller som det hedder i en anden af titlerne: Remake Recirkle.

På samme led er det vigtigt at kende til Bondes forhold til en række kunstnere i Los Angeles, som han lærte at kende, da han i midten af 90’erne kuraterede en udstilling om kunstscenen i L. A. på Kunstforeningen Gl.  Strand i København.

Selv giver han ikke køb på mange informationer om dette kendskab. Titlerne på de enkelte billeder er korte og hermetiske. Det fremgår for eksempel ikke, at der i titlerne Jason, Paul, Ed og David er tale om de tre L. A. baserede kunstnere Jason Rhoades, Paul McCarthy (der i øvrigt har lavet en skulptur der heder Peter Bonde), Ed Ruscha og den australske gallerist David Pestorius, hos hvem Bonde udstillede i 1997.

For slet ikke at tale om referencen til Jason’s Horse, der er endnu mindre åbenlys: I det billede refererer han til et fotografi med et hestesaddel-motiv og titlen Sonny’s Outfit af den amerikanske kunstner Bruce Nauman. Et fotografi, hvor Nauman henviser til sin ven Sonny Shoemaker. Herfra glider henvisningen videre til Mike Kelley, hvis store forbillede er Bruce Nauman, og som igen – altså Mike Kelley – er forbillede for Jason Rhoades.

Det er ikke let, vil heller ikke være det. Det er et metodisk rip-off. Et uendeligt spin-off.

Peter Bonde, født 1958. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1976-1982. Professor ved malerskolen samme sted 1996-2005. Danmarks repræsentant på Venedig Biennalen 1999.

Claus Carstensen
Billedkunstner og tidligere professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker