Stilhed før stormen

Stilhed før stormen

Selvom motiverne synes genkendelige, er intet, som det bør være i danske Jens Theglers maleriske univers.

Byen og dens bygninger synes at være gået amok i Jens Theglers malerier. Husene og gaderne har en nærmest organisk karakter, og de vrider og strækker sig, som er de under påvirkning af en umiddelbart forestående katastrofe, der kan vælte dem omkuld eller oversvømme dem. Irrationelle kræfter truer samfundet og dets små bygninger og menneskeforladte byer. Der er noget stærkt urovækkende og klaustrofobisk over Jens Theglers forvrængede scenerier. En uhyggelig stilhed, der understreges af den påfaldende anvendelse af uvirkelige farver. Om det så er hans træer og buske, er farverne surreelle.

Naturen og hjemmet tillægges traditionelt positive værdier. Naturen opfattes ofte som et reservat i det moderne liv, yderst sjældent som noget dæmonisk, og hjemmet skulle gerne være noget… hjemligt. Hos Jens Thegler er det modsatte tilfældet. Naturen er ikke tilforladelig. Hjemmet er ikke den trygge arne.

Murene truer med at give efter, og om lidt blæser vinduerne op, selv om de er lukkede og haspede. Man kan komme til at tænke på et freudiansk begreb – das Unheimliche – der i efterhånden adskillige år ofte er dukket op i tekster om billedkunst. Sikkert fordi mange kunstnere har beskæftiget sig med problemstillinger, der netop har med den hjemlige utryghed at gøre. Meget kort fortalt dækker forestillingen om ’das Unheimliche’ over det usikre i det hjemlige. At netop det sted, der skulle forventes at være trygt, i stedet er uhyggeligt, skræmmende eller decideret farligt. Noget er på spil, der truer idyllen så meget, at gaderne er tomme og husenes vinduer mørke og livløse. Freud anvender imidlertid begrebet til at beskrive de fortrængte tanker og oplevelser, der er i mennesket selv, men som bryder ud fra tid til anden. Eksempelvis når vi sover, paraderne er nede, eller vi på anden måde lader os gribe af frygt. Også dén oplevelse kan man få ved at betragte Jens Theglers malerier.

Frygt præger disse billeder. Jens Theglers malerier synes at kredse om den frygt, der er hos os selv og i vores omgivelser. Frygten for at ukontrollable kræfter i naturen eller i samfundet undergraver den normalitet, vi omhyggeligt opbygger for at beskytte os selv.

De skygger, der falder i billederne, og de øde pladser og gader vi ser trykke sig under den uheldssvangre, gudsforladte himmel, kan måske minde om en stor europæisk billedkunstner, Giorgio de Chirico (1888-1978), der i begyndelsen af det 20. århundrede malede nogle gådefulde billeder, hvor man gerne så et torv, måske et tårn eller en rytterstatue, et tog i det fjerne, unaturlige skygger og uventede perspektiver. Ligheden er der, men forskellene er også tydelige. Man kan imidlertid genfinde nogle af de samme elementer i et nutidigt sprog i Jens Theglers malerier, for han er opvokset i en dansk virkelighed og rundet af nogle andre erfaringer end den italienske maler. Følelsen af, at noget ondt er da på vej herned, er i udpræget grad til stede, og i Jens Theglers intense malerier kan man som betragter få den oplevelse, at de beskriver øjeblikket før katastrofen. Efter os syndfloden.

Torben Weirup
Kunstkritiker og skribent