Dannebrog til tops for Sven Dalsgaard

Dannebrog til tops for Sven Dalsgaard

Sven Dalsgaard (1914-99) var en folkekær dansk kunstner. Hans figurative og samtidig abstrakte, finurlige og ikke mindst humoristiske værker er almenmenneskelige refleksioner over livet i al dens enkelhed og mangfoldighed.

Han var udlært håndværksmaler og autodidakt som billedkunstner, men foldede sig ud både som maler, forfatter og billedhugger. I 1943 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor hans værker var både naturalistiske og abstrakte. Han var stærkt optaget af surrealismen, og besad generelt en særlig fornemmelse for nye strømninger i kunsten, som han plukkede fra, legede med og dog altid formåede at gøre til sit eget.

Omkring 1960 kastede sig ud i objektkunsten og konceptkunsten. Det essentielle blev hurtigt selve idéen bag værket, som han bl.a. udtrykte ved at pakke genstande ind, anvende skriftlige udsagn i billedet og arbejde tematisk med bl.a. stole-skulpturer og malerier af Dannebrog-flaget.

De både originale og til tider ret provokerende værker ville gerne fortælle om livet og kunsten, men også række ud til beskueren. Måske derfor blev han også en populær kunstner i sin egen samtid.

Om sit værk siger kunstneren:

”Min far var barber. Jeg var fjorten år, da han døde, og min mor begyndte som syerske for en konfektionsfabrik. Jeg var avisbud, før jeg kom i lære som maler. I de år spiste vi en masse kartofler med persillesovs om sommeren og en masse kartofler med brun sovs om vinteren. Jeg fortæller dette for at anbringe nogle kulisser omkring mig. Det er nemmere at række bagud end fremad, og erindringer er meget mere kontante end dagen i morgen.

Jeg maler mit første billede, som er nogle nøgne efterårstræer med grene, der fægter rundt i den tomme luft – en slags selvportræt! Derefter maler jeg et portræt af min ven Johannes. Det bliver et godt billede, uden at ligne ham, men ikke derfor. Så skærer jeg en træfigur, tilegnet den grimme Ragnhild, som kommer til at ligne hende – og så skiltes vore veje. I årene efter stabler jeg billeder, skulpturer og digte sammen på det lille loftsværelse, som jeg kalder atelieret, samtidig med at jeg maler lofter, døre og vinduer for fremmede mennesker.

Det er en besynderlig tid. Viljeløs. Jeg kender dem alle sammen, fra Holbein til Kandinsky, fra Solvognen til Giacometti, fra Dante til Rimbaud. Og midt i det hele hejser jeg mit flag og rejser på turistbillet til Paris for at se Mona Lisa ind i øjnene og snakke bilmærker med Picabia. Foruden alt det andet. Hjem igen, og endnu flere billeder, skulpturer og digte. Det er lige før, jeg eksploderer.

I stedet åbner jeg min første udstilling. Det er i 1942. Besættelsen, mørklægning. Når elektriciteten svigter, ser folk på mine billeder i lommelampe-lys, centreret som i et mikroskop. Det er i København, og der er langt til Randers. Hele mit liv har jeg haft modvilje mod at sætte mig ned, hvis jeg ikke selv har medbragt stolen. Jeg er bedst, når jeg er på vandring – selv om jeg sidder ned! Jeg finder STEDET, hvor som helst der er noget at hente.

Med STEDET mener jeg et globalt centrum, eller en opløsning, hvor jeg arbejder med utallige punkter, der cirkulerer som støv. Mine arbejdspladser kan være de fugtige kældre i Bowery-markerne i det nordøstlige Indien – De overdækkede haller i Jordan – Det stillestående vand i Kalup lagunen – Indlandsisen – Sandet mellem Ghat og Murzuk – Græsset i kolonihaverne i Hokaido – Lagnerne på Hotel Globe – Hvedemarkerne omkring Santa Fe – De blankpolerede hesterygge i Cirque Medrano – Og det at finde en plads, hvor billetsalget er lukket. Snedkeren, smeden, sejlmageren, trykkeren, maleren, blikkenslageren, gartneren, kontormanden, grøftegraveren, landmåleren, konditoren, lægen følger gratis med, bærende på deres krykker. Sammen er de som en flok blodhunde på sporet af STEDET.

Sven Dalsgaard