Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Tegneserier og samfundskritik

Tegneserier og samfundskritik

Ironisk distance, politisk kritik, sproglige undersøgelser og hverdagspoesi er nogle af de nøgleord, der knytter sig til denne udstilling.

Selvom langtfra alle værkerne er skabt i 60’erne, er det dette årtis revolutionerende kunstsprog, der er forudsætningen for en aflæsning af dem. Aflæsning er måske ikke det rette ord, for det, kunstnere som Warhol, Köpcke, Oppenheim og Lichtenstein søgte at gøre, var netop en reaktion på den abstrakte ekspressionismes overdrevne følelsesdyrkeri og genidyrkelse og på kunsthistoriens tolkningshysteri i almindelighed.

Når Roy Lichtenstein (1923-1998) indfører stribede raster i et ellers pænt og sobert konkret geometrisk maleri, trækker han elementer fra virkeligheden (fotografiets og avisernes verden) ind i det selvspejlende kunstunivers og fjerner dermed den aura af originalitet og oprigtighed, der altid har hvilet over den vestlige kunstforståelse.

Det samme gør den tyskfødte kunstner Arthur Köpcke (1928-1977), når han i sine rebusagtige collager henter tegneseriefigurer, pin-up piger, private snapshots og tilsyneladende ganske ukunstneriske plancher og afkrydsningsskemaer ind i sine værker for at vise os, at kunst ikke kun er noget ophøjet og fint, men kan benytte sig af hvad som helst. I modsætning til Lichtensteins fine ironiske spil tilbyder Köpcke også at lade betragteren involvere sig i værket, så demokratiseringsprocessen bliver fuldkommen, og skellet mellem kunstner og beskuer forsvinder. På denne måde gør Köpcke alle fænomener i vores brogede og mangfoldige verden til emner for kunsten.

Med Dennis Oppenheim (1938-2011) kommer vi nærmere på en mere politisk stillingstagen til samfundsproblemerne. Oppenheim, der oprindeligt var land art-kunstner, er efterhånden mest kendt for sine både morsomme og uhyggelige skulpturer, hvoraf udstillingen viser tre skitser. Han har bl.a. lavet et skrækscenario, hvor kunstneren lader små nuttede kaniner blive fremstillet på en måde, man kun kan kalde samlebåndsproduktion. En meget tydelig kritik af vores gennemkommercialiserede samfund.

Andy Warhol (1928-1987) er for mange selve indbegrebet af popkunst, og vi kender alle hans Marilyn Monroe’er, Coca-cola flasker, tomatdåser og Elvis’er – disse glatte og skinnende, men også fuldstændigt afpersonaliserede og massefremstillede billeder. Warhol var allerede i levende live blevet til en myte, et ikon, på samme måde som de skuespillere og jetsettere, han elskede at færdes iblandt. Udstillingens fire blomsterbilleder viser os en Warhol, der er mere følsom, tør man endog sige poetisk, end vi er vant til. Kunstneren har endda sat sine personlige farvespor og gør dermed serigrafiet til andet og mere end blot industrifremstillede handelsvarer på linje med LEGO-klodser eller Fanta flasker.

Milan Kunc (1944) er en generation efter de andre kunstnere i udstillingen. Foregangsmand for den såkaldte Øst-pop, der kom frem omkring slutningen af 1970’erne. Kommunistiske symboler og vestlige konsum værdier smeltes sammen som ironiske kommentarer til og mod det politiske system og samfundet i almindelighed.

Tom Jørgensen
Kunstanmelder og redaktør på Kunstavisen

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker