Tegninger og akvareller II

Tegninger og akvareller II

De fem kunstnere, hvis værker udgør denne udstilling, har alle et tydeligt forhold til de motiver, der befinder sig i den konkrete omverden, men det er karakteristisk, at de udformer deres indtryk med en frigjort, personlig fantasi, som gør deres værker vidt forskellige.

Bent Stubbe Teglbjærg er f.eks. en maler, der i udpræget grad lader sig befrugte af stedernes stemning og væsen, hvilket også bekræftes af stednavnene på de tre akvareller her. Men selvom der kan skelnes landskabelige træk i hans udtryksform, er der ikke tale om nogen afbildning af egne eller landskaber, derimod om et rytmisk, summarisk sammendrag af stedet og øjeblikkets væsen. Teglbjærg ejer noget af de gamle japanske og kinesiske tuschmaleres glæde ved kalligrafisk penselskrift, farvestænk og rytmisk linjeføring.

Virkelighedsindtryk er der tydeligt nok også i David Rubellos arbejder med kvindefigurer og abstraktioner over en by. I de sidstnævnte danner håndskriftens notater mangfoldighed og bevægelse. Her er det skriftens seismografiske tegn, ikke dens impulsive tykkelse og tryk som hos Stubbe Teglbjærg, der gør sig gældende. Men i “Transcendental High” viser Rubello, at han også mestrer den impulsive, sikre penselskrift.

Egon Fischer er billedhugger og tegner et skulpturunivers, der er som taget ud af Beatles’ Yellow Submarine animationsfilm. Et tidstypisk billedsprog, men overført til tredimensionelle skulpturer er man pludselig statist i et scenisk landskab fra netop den film. Over tiden er materialer blevet afprøvet, akryl, plastik, vat og jern, i udførelsen af hans skulpturer, bemalet enten monokromt eller polykromt. Altid positive og underholdende.

I Ole Madsens gouacher er trangen til at fremdrage dekorative detaljer udpræget tilstede. Hans fantasi er surrealistisk farvet, og han kan godt lide at sammenføre indbyrdes modstridende elementer som f.eks. i landskabsbilledet, hvor en kommode, en stumtjener og en lampeskærm fra århundredskiftet holder møde med nogle mere sælsomme og uidentificerede genstande. Selv når han tager udgangspunkt i skjolderne på muren, udpensler han formerne og de mange små detaljer med en fortællende, ornamental fantasi. Her er dekorative mønstre, aztekiske småfigurer og noget, der ligner helleristninger. Det synes at være loven for denne slags fantasikunst, at de impulser, der dukker op, mens arbejdet står på, får blivende eksistens på billedfladen.

En fantasibetonet fortælletrang er der også i Knud Jans’ tre farvemættede gouacher. Han arbejder tæt med farven for at opnå en dyb, illuminerende kolorit, og denne koloristiske udfoldelse leder hurtigt tanken hen på Cobra-kunstnerne, som han da også er nogenlunde jævnaldrende med. Slægtskabet lader sig desuden aflæse i kærligheden til et legende formsprog, til maskeformer og en derigennem udtrykt mytologisk primitivisme. De tre gouacher er billedlige fabuleringer over rejseoplevelser, og de åbner for oplevelser hvori umiddelbarheden, eventyret og farveglæden er vigtige bestanddele.

Bent Irve (1934-2019)
Kunstkritiker og forfatter