Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Tidens maleriske sprog

Tidens maleriske sprog

I denne udstilling er det male- og farveglæden, der dominerer i en ofte spontan og heftig leg med de stoflige strukturer.  Kunstnerne har nok deres motiver, men slutresultaterne ender som regel i det abstrakte, hvor det genkendelige går op i en æstetisk følsomhed og en udstråling, der gør billederne til noget i sig selv. Indholdet er ikke historier, som fortælles og afsluttes, men maleriske stemningsrapporter fra sindet der lukker dørene op til vore egne følelsesmæssige “modtageapparater” og får os til måske ligefrem “at synge med”. Vi må lære at vokse fra, at kunsten absolut skal ligne og forestille, at den med djævelens vold og magt skal være “til nytte«, at den skal underholde og så videre. Ja, at den til og med skal forstås! Vi må lære at indse, at skønheden meget tit ligger i, at kunsten provokerer og rører ved noget, som får de følelser frem hos os selv, som vi ellers er bange for at vise og bruge.

Netop det giver overraskelser og skubber til det forudsigelige. Til alle vore vaner og fordomme! Og i stedet giver det os de nye oplevelser og værdier, der kan øge vor menneskelighed og tolerance indefra. Gøre os mere rummelige. Giver os nye øjne at se med. Jeg synes, det er pragtfuldt at opleve Niklas Anderberg (f. 1950) og Ingvald Holmefjords (f. 1941) udtryksfulde billedsprog, altid fyldt med nye gloser, og så denne Frans Kannik (1949-2011) fra Leifsgade 22, en ekspressiv bombe ladet med fantasi og seksualitet. Her oplever vi høje temperaturer og indimellem en æstetik, hvor han gør selv det grimme til skønhed. Men det ses ikke med øjnene alene. Det er en musikalitet, som fornemmes i fingerspidserne.

Paul Neale, Karin Olesen og Allan Stabell (f. 1943) har den samme udstråling, omend de er vidt forskellige i deres udtryksmidler. Og den nyrealistiske Bjarke Regn Svendsen, som bliver mere og mere ekspressiv, piller på samme måde ved den tid, vi lever i, når han maler nedløbsrør, trappesten en hel kasse Squash osv., både med præcision i detaljen og sans for det maleriske abstrakte.

Den sidste: Erik Øckenholt (f. 1961) er, selvom han bruger løs af klassiske forbilleder, måske den mest nutidige, søgende og eksperimenterende. Han er den nye generation, der er ved at prikke hul på skallen – eller fremtiden om man vil. Kunsten er som alt andet, der er interessant, en kompliceret ”sag”, man får mere og mere ud af, jo større forudsætninger man møder med. Og det dunkle og mystiske, som vi ikke altid forstår, sætter mere gang i vores fantasi og nysgerrighed end de billeder, der udleverer hele historien og dermed sætter punktum for sig selv!

Alex Steen (1929-2004)
Kunstkritiker

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker