Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

To Konkrete

To Konkrete

Teddy Brunius: Hvad gør den kunst, som ikke afbilder?

Den traditionelle kunst, som er malerier og skulpturer, afbilder ofte genstande, mennesker og dyr. Siden kom den abstrakte kunst, undertiden også kaldet konkret eller non-figurativ. De store mestre indenfor denne tradition hedder Kandinsky, Malevitj, Mondrian, Alberts og Vasarely.

Til alle tider har man udsmykket med geometriske ornamenter, med fletornamenter og med illuderede flertydige ornamenter. Den moderne ikke-forestillende kunst arbejder med sådanne effekter. Den kan fremstille et mønster, som sprudler af liv, på samme måde som skakbrættet gør, når vi skifter mønster fra de sorte kvadrater til de hvide kvadrater. Man kan også med et mønster tilvejebringe en tredimensionel effekt, således at de ornamentale stykker f.eks. bliver til trappetrin. Oveni dette kommer, at man kan se på et mønster på forskellige måder, og det kan veksle i vores synsoplevelse. Hvis man desuden venter nogle sekunder, når man betragter et lyst mellemrum mellem mørke flader, bliver der i det lyse en flygtig mørk skygge, som bevæger sig, et skær der bevæger sig. Den ikke-forestillende kunst har drevet sådanne optiske effekter frem. Det er en stor opfindelse, og den blev rendyrket gennemført efter 2. verdenskrig.

I Paris mødtes kunstnere af den radikale slags i en kunstsalon, som blev målbevidst drevet af madame Denise René. Kandinsky, Mondrian og Herbin var de store navne dér i den ældre generation. Deres værker blev udstillet. Samtidigt optoges Vasarely og nordboerne Richard Mortensen og Olle Baertling i denne artistiske stald. De blev virkelig internationale heste, det var værd at holde på inden for kunsten.

Danskeren Richard Mortensen (1910-93) har et rytmisk strøg, en vibrerende linieføring,  som bølger, og som kan slå som piskesmæld. Man kan ikke se, hvad hans billeder forestiller, men alligevel er det, som om formerne får liv for vores øjne. Med elegance sættes farverne op mod hinanden og skaber derved vibrerende effekter i vores synsindtryk. Formerne får liv og agerer for vores øjne. I Richard Mortensens kunst findes et liniespil, som er lige så tydeligt som en personlig underskrift. Man kan aldrig tage fejl af ophavsmanden. Stærkt udtryksfuld og personlig står hans kunst, og alligevel forestiller den ikke noget bestemt. Den giver betragteren frihed til at associere og finde indhold efter eget forgodtbefindende. Rytmen og bevægelsen i hans værk er ikke til at tage fejl af.

Svenskeren Olle Baertling (1911-81) er mere dogmatisk end Richard Mortensen. Hans grammatik er lille og entydig – men alligevel bliver effekten af det, man ser, bestemt og klar. Baertling foretrak den åbne form. I hans værker findes der ingenting lukket inde i billedet. Hver del, flade og linie føres helt ud i rammekanten. Billedfladen er som en passage af stærkt farvede atmosfærer. De sorte linier skaber modlys i det, vi ser. De farvede flader påvirker hinanden. Man kan fordoble antallet af malede farver og så få et minimum af de farver, man oplever. Baertlings radikale artistiske dogmatik bygger på økonomi og styrke, farvepåvirkning og bevægelse.

Hvad gør så den kunst, som ikke forestiller noget? Den gør det, som Richard Mortensen og Olle Baertlings værker gør: frigør illusioner om farvemangfoldighed i spillende bevægelser.

Teddy Brunius (1922-2011)
Fil.dr. og professor i kunsthistorie ved KU

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker