Tre fantastiske kunstnere

Tre fantastiske kunstnere

Jørgen Boberg (1940-2009), Steffen Odd Sølberg (1944-1999) og Claus Bojesen (f. 1948) er meget forskellige, og alligevel deler de en række fællestræk. De har alle et forhold til det fantastiske og overvirkelige i verden og i kunsten. De er også alle teknisk dygtige, og så er de alle absolut tolkelige, forstået på den måde at det ikke er meningen, at vi blot skal nyde denne fantastiske dygtighed og de finurlige flotte billeder, men at vi også skal lukke op for og tolke på det, som deres billeder faktisk fortæller os.

Steffen Odd Sølbergs tætte tegninger af mærkværdige figurer kan synes spøgefulde og festlige, men er i virkeligheden tragiske væsener i fuld selvopløsning. De kan være ganske henrivende at se på, men i deres indhold er de meget agressive og fortæller egentligt om denne verdens medløbere. Medløberne er dem, der med den bedste samvittighed optræder som ødelæggere, fordi de har retten på deres side. Han kan finde på at vise et menneske på vej ind i personlighedsspaltning, hvor man fra værk til værk kan se en figur gå i opløsning og blive til to. Det er altsammen meget tragiske og bidske ting, og man må ikke lade sig narre af den elskværdige overflade. Det er kunst om det ødelæggende menneske og det ødelagte menneske. Meget skarpt tænkt, og meget kønt gjort.

Claus Bojesen går i hælene på en tradition, og han har arbejdet videre på sine kunstneriske forbilleder. I denne serie søger han at indkredse Venus’ visioner. Han begynder med fantasier om en virkelig Venus og fortsætter med en ikke helt venlig karakteristik af en Venus’ sind, med en dæmon i Venus’ mave. Han lader os møde en række symboler undervejs: Guds øje, hvis pupil er dobbeltheden yang og yin (og som udtrykker vores skepsis over for en almægtig Gud, der ikke hindrer denne verdens ulykker). Vi møder det tredje øje (det tibetanske visdoms- og erkendelses-øje, placeret i damens mave). Vi ser Venus’ skønne krop og hendes slangehoved (der står for psykiatriens erotiske fallos-symbol i kvindens drømme). Vi møder i det hele taget mange mere eller mindre selvskabte symboler. I formen har han ladet sig inspirere af prøvetrykket, og af det mærkelige der sker, når man tager et førstetryk på ikke-rent og fint og dyrt papir, men på allerede påtrykt papir. Dette makulaturtryk har givet ideer, som han har benyttet i trykkene.

Også Jørgen Boberg var en mystiker og en førende repræsentant for dansk surrealisme, og også hans arbejde står i høj grad åben for tolkning. Om nogle af sine symboler har han i en tidligere grafisk serie fortalt, at han skjulte meningen ved at kradse den næsten ulæselig og spejlvendt, så filosofien kun kunne erkendes i et spejl (som kunstneren er et – omvendt – spejlbillede af verden).

Tre kunstnere, der fortæller om oplevelser fra den anden side af visionens tærskel.