Uendelige mønstre

Uendelige mønstre

De to kunstnere Niels Nedergaard og Peter Mandrup har uendelige mønstre til fælles i deres kunstneriske praksis. Den ene i form af stramme geometriske former inspireret af Mellemøstens ornamentik – den anden af organiske forløb inspireret af naturen.

Niels Nedergaard (1944-1987) nyfortolkede ornamentets formål i sine billeder, og lod dem stå som en fusion mellem Vestens og Østens kunstsystemer. Han lod sig især inspirere af islamisk ornamentik i Egyptens hovedstad Cairo, hvor han var bosat fra 1979-1986.

Af stor betydning for hans kunstneriske udvikling mod et non-figurativt formsprog blev hans afgangsprojekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1975, som han udførte sammen med kunstneren Viera Collaro (f. 1946). Med udgangspunkt i Alfred Hickethiers farveteori fra 1952 afprøvede de grundfarverne rød, gul og blå i 1000 kombinationsmuligheder. Systematikken i arbejdsprocessen genfindes i Nedergaards grundige studier af islamiske billedmønstre, som han kombinerede på forskellig vis i overensstemmelse med den tidligere nævnte farveteori.

Under sit ophold i Cairo begyndte han at arbejde med grundfarvernes sammensætninger i store kompositioner og skabte et nyt spil i Cairos mønstre. Ved at kopiere dem til et net af streger og udfylde dem med stærke neonfarver, opstod en proces bestående i at forenkle ornamenterne, og derefter gøre dem visuelle komplekse på ny. Men koloritten var ikke blot noget, Nedergaard tog med sig fra 1980’ernes vestlige kunstscene. Farverne findes også hos Sufierne, som i ekstase opnår kontakt med det guddommelige gennem en forbindelse mellem det intellektuelle og det følelsesmæssige – og nøjagtigt dét, at føle tingene, var Nedergaard selv så tiltrukket af ved Egypten.

Peter Mandrup (1949-2009) blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1977. Han var elev af Richard Mortensen, og selvom man nok fornemmer en fælles interesse for maleriets struktur, dets farve og dets rum, er der også en verden til forskel. Mandrup er langt mere ekspressiv og uregerlig end sin professor. Udgangspunktet er det abstrakte billede, hvor kunstneren fokuserer på billedets grundbestanddele: farve, form, rum. Han arbejder med lag på lag af oliemalingen og efterbearbejder overfladerne med ridsede former ned i malingen. På en gang tydeligt ukontrollabelt og stærkt styret.

Man ville næppe kalde dem landskaber, men den gennemgående farvepalet antyder ikke desto mindre en reference til naturen. De mørke strøg, der først og fremmest skaber struktur i olielagene minder om geologiske aflejringer, eller årer i træ. Baggrunden er monokrom, men det betyder ikke, at den er flad. De bagvedliggende olielag træder frem efterhånden som øjet finder hvile i overfladen. Ligesom i det maleriske arbejde, er der indskrevet tid i alle Mandrups billeder – formerne, strukturerne er blot spor af menneskets tilstedeværelse i det kosmiske univers. Rummet er uendeligt – lærredets såvel som livets.

KPA, 2023