Wilhelm Freddie

Wilhelm Freddie

Udstillingen belyser i grove træk Wilhelm Freddies (1909-1995) udvikling og vidner om hans kunstneriske redelighed. Han er en ener i dansk kunst. Hensynsløst har han givet sig sine følelser i vold og vist os noget, som umiddelbart synes fjernt og ejendommeligt, men ved nærmere eftersyn er alment og kendt.

I slutningen af 1920’erne arbejdede Wilhelm Freddie kubistisk. Hans værker er ikke blot en stilimitation eller en flirt med kubismen, men en tilegnelse af de ideer, teorier og den ånd, der findes hos dem, som skabte kubismen (Picasso, Braque, Léger m.fl.). Hvis vi sammenligner Freddies kubisme med andre danske kubister, vil man se, at kun få foruden Freddie indlevede sig i den og senere forstod at udvikle sig personligt og bevare det væsentlige i kubismen. Hos f.eks. Ebba Carstensen og Lundstrøm er kubismen stilistisk synlig i hele deres senere produktion.

Hos Freddie ses den ved en sikker billedopbygning, uanset hvordan han ellers forandrer sig gennem årene. Han glemmer aldrig, at et maleri må have en konstruktion. ”Et skelet” uden om hvilket man bygger sit budskab, og for Freddie blev kunstværkets budskab hurtigt til det væsentlige, og opbygningen, for ham, en selvfølge.

Omkring 1930 fandt Freddie den form, i hvilken han kunne udtrykke hele sin personlighed: surrealismen. Freddie var med til at skabe og udforme stilretningen i Danmark ved at gengive motiverne helt naturalistisk, men betjener sig lige så vigtigt af drømme-inspirerede sammenstillinger, der får tingene til at virke overraskende. Enhver følelse og stemning kan opleves i drømmen, og i drømmen findes ingen tabuer, heller ikke seksuelle. Vores hemmeligste tanker og dunkleste ønsker skaber i os, under søvnen, en verden, som fylder os med undren.

I Freddies typiske surrealistiske værker (1930-1945) vil man finde værker af stor poetisk skønhed og værker, hvor skønhed, sanselighed og gru forenes i en mysticisme af næsten religiøs alvor. Han har lavet billeder fyldt med underfundighed og humor, og billeder der er rædslens og mareridtets verden.

Omkring 1950 opgav Freddie den klassiske surrealisme og begyndte en opløsning af maleriets genkendelige dele, en tilnærmelse til det abstrakte, samtidig med at han genoptog indførelsen af nye materialer i maleriet, noget som altid har interesseret surrealisterne.

Freddie arbejder også stofligt med selve oliefarven. Store partier er påsmurt så tykt, at de næsten har reliefvirkning, og andre partier er spejlblanke, andre igen matte. Ved hjælp af denne maleriske teknik, som er udsprunget af et behov for at udtrykke sig præcist, har Freddie på lykkelig vis forenet form og indhold, så de er uadskillelige. Han har herved ført surrealismen videre og utvivlsomt skabt sine mest personlige værker i denne periode.

Udstillingens 7 malerier blev konserveret af konservator Dorthe Aggerholm fra Aggerholm Art med støtte fra Beckett-Fonden i foråret 2022.