Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Wiliam Skotte Olsen

Wiliam Skotte Olsen

Wiliam Skotte Olsen (1945-2005) var en af outsiderne i moderne dansk maleri. Skønt vild og ærkeekspressionistisk som få, var han et årti eller mere ældre end den generation af malere, der under betegnelserne »De nye Vilde« – eller neo-ekspressionisterne – kom frem i 1980’ernes begyndelse under stor mediebevågenhed. Wiliam Skotte Olsen forblev dog det samme uforanderlige og umiskendelige tilsyneladende hjælpeløse offer for sine stærke maleriske instinkter.

Motivet er i grundtræk stirrende stående figurer i et primitiviseret landskab af huse og tårne. Kun de yderste menneskelignende træk bliver fremhævet og fastholdt i maleriets stof. Menneskene har øjne, næse og mund. Og det er så det. De kunne for den sags skyld være masker. Og den mulighed kunne minde os om, at Wiliam Skotte Olsen trods alt er elev af maskemaleren Egill Jacobsen.

Wiliam Skotte Olsens figurer kan være sat i forskellig højde i billedfeltet eller virke, som om de er anbragt i forskellige planer, bl.a. fordi deres hoveder eller ansigter ikke altid har samme fysiske størrelse, og fordi et par individer undertiden kan være fremstillet, så der er blevet plads til mere af kroppen. Men de er altid skåret af over fødderne. For Wiliam Skotte Olsens mennesker eller sjæle er groet fast på det sted, de står. De er blevet ét med naturen, som også er deres natur. De bevæger sig ikke. Men de bevæger os. Måske.

Der er ingen psykologi i figurerne, og de fører ingen kommunikation med hinanden, men synes kun at stirre på os, ligesom de små og forenklede huse i landskabet ser ud, som om de også har fået bevidsthed og øjne. Husene spidser til i et tag som på et tårn, måske et kirketårn, og mere end én har peget på den nærmest mystiske religiøse stemning, der hviler over Skotte Olsens sparsomt beboede landskaber. For virker menneskene ikke, som om de er i trance? Eller som om de beder til noget, som er meget større og mere magtfuldt end dem selv? Måske er de slet ikke mennesker, men menneskesjæle. Og måske er det ikke rigtige landskaber, men kun drømmelandskaber der omgiver dem? Vi ved det ikke, og det, at vi ikke kan gætte os frem til, hvad billederne rent faktisk forestiller, er med til at give disse enkle naive malerier både deres egen besjælede stemning og deres fundamentale karakter.

At rockmusikken har spillet en stor rolle for Wiliam Skotte Olsen er sikkert, ligesom det også er sikkert, at han har foretaget rejser i bl.a. Indien og Pakistan. Men det er muligt, at han ville have malet de samme motiver selv uden disse rejser, og at han ville have malet dem med de samme summariske brede strøg og den samme fyldige, lysmættede farvemasse. Den ydre verdens specifikke træk trænger sig ikke voldsomt på, hverken Indiens eller Danmarks, og hvad vi aner i Skotte Olsens billedunivers korresponderer med enhver lokalitet, hvor mennesker fødes, færdes, lever, oplever og måske tror. Hans maleri er et universelt maleri, hvis motiv er mennesket og dets vilkår i verden.

Peter Michael Hornung
Kunstkritiker, Politiken

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker