Finn Reinbothe – Uden titel
Finn Reinbothe (f. 1953) er en dansk autodidakt maler og billedhugger. Siden begyndelsen af 1980’erne har han arbejdet med at kombinere forskellige typer af rum. Hvad enten mediet er papircollager eller omfattende arkitekturprojekter, er hans værker en udveksling mellem hverdagens rum, fiktive rum, det konkrete udstillingsrum og repræsenterede rum.
Reinbothes værker unddrager sig gerne faste kategoriseringer og blander medierne, så fotografier og tekster anvendes som skulpturelle elementer, malerier bygges ud af gulvtæpper og velour, og objekter organiseres i strukturer, der ligger et sted mellem skulptur og installation.
Et gennemgående element i hans arbejde er brugen af fundne genstande, der indgår i mere eller mindre bearbejdet tilstand uden hierarki mellem materialerne. Hans værker spiller på, at man som beskuer hele tiden forsøger at finde mening i dem, men ret hurtigt må opgive at finde klare betydninger på det rationelle, sproglige eller narrative plan. Der kan være løsrevet indhold i form af fotografier eller fragmenttekster, men de forbinder sig ikke til et samlet budskab. Til gengæld lukker værkerne op for en rigdom af betydninger på det formelt æstetiske og sanseligt materielle plan. Et sprogligt og billedmæssigt paradoks er karakteristisk for Reinbothes værker.