Komposition II er lavet af Wiliam Skotte Olsen og er 90b x 100h – Værket er med i udstillingen Naivister og Drømmere
Wiliam Skotte Olsen (1945-2005) var om nogen en enegænger i dansk kunst. Et koloristisk naturtalent med en enorm produktion, men også en følsom sjæl, som brændte sit lys i begge ender.
Han blev i en ung alder optaget på Kunstakademiet, men kom der kun sjældent. Alligevel fik han overstrømmende anmeldelser af sine første udstillinger. Skotte Olsen var i høj grad sig selv, men kan alligevel siges at tilhøre en generation af unge malere, der blev inspireret af Svend Wiig Hansen til et stærkt følelsesladet, figurativt maleri.
»Sådanne malere findes ikke mere… Ekstatisk fortællende, skæv, skinger, sikker i farven, men mørk og mystisk i den tone, der ligger under neden« skrev kunsthistorikeren Mikael Wivel på et tidspunkt om Skottes sitrende, men til tider også foruroligende malerier. En tydelig inspiration var 60’ernes frisindede livsfilosofi og rockmusik, og af til dukker den violinspillende Skotte selv op i malerierne.
Først i 1970erne var Skotte med på den store hippietur til Østen, og han sparede ikke på de bevidsthedsudvidende stoffer. I 1974 gik det helt galt. Kunstneren hallucinerede voldsomt og måtte indlægges. Herefter ændrede hans liv sig drastisk. De sidste 20 år af sit liv boede han i en skurvogn på Christiania, hvor han malede på alt, hvad der var ved hånden, også selve skurvognen, som i dag er en del af HEART museets samling.
Eneren Skotte indtager for mange en særlig plads i dansk kunst. Han er repræsenteret på bl.a. Statens Museum for Kunst, Nordjyllands Kunstmuseum, Trapholt og Vendsyssel Kunstmuseum.