Kosmonautens øjne og mund er lavet af Sven Dalsgaard og er 117b x 112h – Værket er med i udstillingen Dannebrog til tops for Sven Dalsgaard.
Den danske kunstner Sven Dalsgaard (1914-99) var en særdeles produktiv og eksperimenterende kunstner, der livet igennem arbejdede med mange materialer og udtryk. Ofte overlappede disse forskellige udtryksformer hinanden i hans helt egen underfundige verden.
Dalsgaard var udlært håndværksmaler og autodidakt som billedkunstner, men foldede sig ud både som maler, forfatter og billedhugger. I 1943 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, men som ung var hans værker både naturalistiske og abstrakte. Han var også stærkt optaget af surrealismen, og besad generelt en særlig fornemmelse for nye strømninger i kunsten, som han plukkede fra, legede med og dog altid formåede at gøre til sit eget.
Omkring 1960 kastede sig ud i objektkunsten og konceptkunsten. Det essentielle blev hurtigt selve idéen bag værket, som han bl.a. udtrykte ved at pakke genstande ind, anvende skriftlige udsagn i billedet og arbejde tematisk med bl.a. stole-skulpturer og malerier af Dannebrog-flaget.
Livet var for Dalsgaard præget af modsætningspar, som han undersøgte igennem hele syv årtier som aktiv kunstner. Intet var fast og uforanderligt, men alt kunne forhandles i det kunstneriske og menneskelige felt. Denne leg med dobbeltheden blev central for hans kunst, hvor overraskelse og ironi var faste medspillere. Mange af de objekter han tog i brug var hverdagsgenstande som sylteglas, stole, stokke og pakker, der blev givet nyt liv og nye betydninger. Han kunne overbevise os om, at værket har bevidsthed bag de øjne, som drilsk kigger tilbage på os.
De både originale og til tider ret provokerende værker ville gerne fortælle om livet og kunsten, men også række ud til beskueren. Måske derfor blev han også en populær kunstner i sin egen samtid. I 1978 blev han tildelt Thorvaldsen Medaillen, og han er repræsenteret på en lang række danske museer, heriblandt Randers Kunstmuseum, der i dag rummer hele 1.200 af bysbarnets værker.