Maleriet “Picnic” er udført af Morten Buch i 2017 og måler 125 x 100 cm. Værket indgår i udstillingen “Morten Buch – Figurativ Følsomhed”.
Morten Buch (f. 1970) er autodidakt billedkunstner og havde sin første soloudstilling i 2001. Han arbejder med et ekspressivt maleri, hvor hverdagsgenstande bliver forvredet og forvandlet til næsten abstrakte former. De farvestærke malerier rummer bl.a. træk fra surrealisme og neopop-kunst, men de knytter sig også til populærkultur som mode og tegneserier.
Buch arbejder ofte i serier, og gentagelsen af motiver spiller en central rolle i hans værker. Virkelighedens ting og sager flyttes ind på billedfladen, hvor de undersøges og skildres med stor finesse og følsomhed. Der er liv i formerne, som synes at “smelte” eller forandre sig for vores øjne. Her gang en ny version udføres, forlænges og nuanceres formernes liv i tæt dialog med beskueren.
Malerierne er ofte udført i store formater og insisterer på at blive set og mærket. Der er noget kropsligt over motivernes organiske former og placering i billedets flade, men der er også et fokus på den kropslige beskuer, som skal aflæse værket. Hverdagsgenstande som sko, hatte, stole og madsrasser er f.eks. alle genstande, som har været i berøring med den menneskelige krop.
Buch giver disse genstande et form- og farvemæssigt twist, der udfordrer genkendeligheden og dermed også beskuerens referenceramme. Et afgørende aspekt af hans maleriske udtryk drejer sig om billedets væsen, og hvordan vi som mennesker oplever og gengiver det, vi opfatter som virkelighed. De organiske linjer, brugen af markante kontrastfarver og forstørrelsen af de enkle motiver er med til at skærpe vores sanser og bevidsthed ved at suge os ind i maleriets egen fascinerende virkelighed.
Morten Buch har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds Arbejdslegat og hans værker indgår i samlingerne hos Arken Museum for Moderne Kunst, Horsens Kunstmuseum og Statens Kunstfond.