Sigurd Vasegaard – VII Landskab

Sigurd Vasegaard (1909-1967) var en dansk kunstmaler og grafiker, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1934.

Vasegaard arbejdede i begyndelsen af sin karriere i en tysk inspireret, abstrakt ekspressionistisk stil med et surrealistisk islæt. Han bevægede sig dog hurtigt over mod et mere lyrisk betonet landskabsmaleri, oftest i en pastelagtig farvepalet, der fik næsten mytologisk karakter.

Vasegaards betydeligste produktion ligger dog inden for grafikken, som han arbejdede med fra ca. 1950 og frem. Her skabte han en række centrale værker i dansk kunst, og han anses i dag for et af periodens betydeligste sort-hvid kunstnere.

I løbet af 1940’erne blev træsnittet hans foretrukne udtryksmiddel, og det medie hvori han udviklede sig til et af landets førende. Karakteristisk for disse træsnit er den sort-hvide farvepalet, hvor baggrundens linjer løber vandret fra billedkant til billedkant. De fandt deres form, fik tyngde og egenart af de begrænsninger kunstneren underkastede dem.

Vasegaard har selv anført sin opvækst i indre København og Christianshavn som afgørende for sin motivkreds, og blandt hans tidlige træsnit er flere præget af en engageret politisk, social holdning og en bunden ømhed.

Træsnittet her er en del af Vasegaards grafiske serie ’Vølvens spådom’ (1957), der er inspireret af det ældste digt i Ældre Edda (slutningen af 900-tallet). Digtet er en kosmologisk myte fortalt af en vølve i ekstase til guden Odin og handler om verdens skabelse, undergang og genskabelse. Vølvens spådom er en central kilde til nordisk mytologi.