U.T. er lavet af Kaspar Bonnén og er 115b x 115h – Værket er med i udstillingen Kunst ved årtusindeskiftet.
Den danske billedkunstner Kaspar Bonnén er født i 1968 og uddannet fra Kunstakademiet i København i 1999. Hans kunstneriske produktion er både litterær og visuel, og han arbejder med alt fra installationer, maleri og digtsamlinger til computerkunst.
Bonnén er især kendt for sine figurative, farvestærke og fortællende malerier, hvor der indgår både ord, hverdagsmotiver og abstraktioner. De er energiske, ja nærmest eksplosive i deres udtryk, men de rummer også personlige følelser og fortællinger om det at være til. Kunstnerens eget privatliv indtager ofte en afgørende rolle på tværs af medier og materialer – særligt i det poetiske samspil mellem litterære og billedkunstneriske værker.
Bonnén undersøger desuden menneskets fysiske, mentale og sociale rum. Af og til maler han de helt konkrete rum, som vi alle bor og lever i – med genkendelige hverdagsgenstande som kaffekander, døre og borde. Andre gange optræder rummet som en mere abstrakt størrelse i utallige lag og farver. Både det enkle og det komplekse rum er størrelser, vi som mennesker må forholde os til, når vi lever vores liv og former vores identitet i mødet med verden.
»Jeg kunne godt tænke mig, at mine malerier er en form for moderne rumbeskrivelse, der svarer til det komplekse rum eller univers, vi lever i i dag« , forklarer Bonnén selv.
Kaspar Bonnén har udstillet både nationalt og international, og han er repræsenteret på bl.a. Statens Museum for Kunst, Arken, ARoS og Moderna Museet i Stockholm. Han har udsmykket spisestuen i Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg og modtaget Eckersberg Medaljen i 2008.