Vidste du egentligt at….

Det er intet mindre end fremragende..

Hos Kunst På Arbejde har vi masser af tiltro til kunst og kultur. Siden foreningen blev grundlagt i 1954, har vi arbejdet for at gøre en forskel på danske arbejdspladser med kunsten som afsæt for både fordybelse, fællesskab og debat i hverdagen.

Vi ved, at mødet med kunsten gavner os på et utal af måder. Alligevel hører man tit, at kunst er spild af penge, kun tjener som overfladisk underholdning eller er forbeholdt en snæver kulturelite. Vi synes, det er synd, at kunstens gavnlige effekter ikke får nok opmærksomhed i dagens Danmark. Derfor blev vi også meget glade, da DR’s Sundhedsmagasinet for nylig stillede skarpt på en række projekter, der tilbyder kunst og kultur på recept til folk med stress, depression eller anden langvarig sygdom.

Kunst og kultur kan ikke helbrede, men det kan lindre, give håb og skabe den styrke, som skal til for at klare vejen igennem fysisk og psykisk sygdom.

Har man ikke selv prøvet det, så ved man muligvis ikke, hvor stærk man skal være for at klare sig igennem et sygdomsforløb. Det kræver både vilje, redskaber og ressourcer at komme godt tilbage til et liv efter sygdom.

Sundhedsmagasinet fremhævede to innovative bud på fremtidens behandlingsformer:

Det første eksempel omhandler kunstkurser for stressramte. Ved man ikke bedre, kan det synes som en kopi af noget 1970’er inspireret rundbordspædagogik, men kurset bygger på den nyeste hjerneforskning og solid psykologisk viden om reaktioner og dynamik i relation til stress.

Det andet projekt foregår på Slagelse psykiatriske hospital, hvor kunst, behandling, natur og helende arkitektur skaber synergi for både patienter, behandlere og pårørende.

I Danmark udgør disse forsøg grundlag for både vigtig forskning og fremtidige beslutninger på sundhedsområdet. I udlandet har man i en årrække arbejdet med lignende forsøg, og den britiske rapport ”Creative Health: The Arts for Health and Wellbeing” har bl.a. konkluderet at:

Kunst og kultur kan hjælpe os med genoptræning og kan bidrage til et liv med varig forbedret livskvalitet.
Kunst og kultur kan bidrage til de store sociale og sundhedsmæssige udfordringer knyttet til at forbedre tiltag i pleje, aldring, længerevarende sygdom, ensomhed og mental sundhed.
Brugen af kunst og kultur kan spare penge i social- og sundhedspleje.

Flere danske kommuner er lige nu i gang med at udvikle og gennemføre kunst- og kulturtiltag, som er rettet mod at styrke borgeres sundhed. I Aalborg, Kolding, Vordingborg, Nyborg og Silkeborg tilbyder man f.eks. kulturelle tilbud til mennesker med let til moderat depression, stress og angst.

Det er i sandhed fremragende, og mon ikke man kunne afkorte behandlingsforløb og sikre, at flere ville vende godt tilbage, hvis vi satte ind med kvalitet på mere behandling.

Se det spændende program “Sundhedsmagasinet: Kultur på recept” her..

Psykisk syge får musik og kunst i stedet for medicin

Fra i dag kan psykisk syge i Kolding Kommune blive tilbudt kultur i stedet for medicin, samtaleterapi eller anden traditionel behandling.

Folk med stress, angst og lette depressioner kan muligvis have gavn af musik og kunst. Derfor vil Kolding Kommune som et forsøg tilbyde dem fordybelse i musik og kunst i de kommende to år i form af ti uger lange forløb.

Det glæder formand for kulturudvalget, Jesper Elkjær fra Radikale Venstre.

Så derfor samarbejder Kolding Kommune nu med museet Trapholt, musikskolen i byen og bibliotekerne om at lave kunst- og kulturoplevelser for borgere med diagnoserne stress, angst og/eller let depression. Her skal en gruppe have behandling med oplevelser som eksempelvis museumsture og musikterapi, mens en kontrolgruppe skal modtage behandling som vanligt.

SUCCESKRITERIER FOR FORSØG MED KUNST OG KULTUR SOM BEHANDLING:

80 % af deltagerne er fuldt raskmeldt tre måneder efter endt “Kultur i arbejde”-forløb.
Deltagernes gennemsnitlige varighed på deres sygedagpenge- eller jobafklaringssag er to uger kortere end kontrolgruppens.
20 % flere deltagere med en arbejdsgiver fastholdes i konkret ansættelse end kontrolgruppen.
50 % af deltagerne har ikke haft tilbagefald et år efter endt forløb.

Kilde: Kolding Kommune.

– Det vil være godt for rigtig mange områder af vores samfund, hvis vi kan mindske brugen af medicin og øge glæden ved brugen af oplevelser og kultur, siger Jesper Elkjær.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at musik kan hjælpe psykisk syge. Man kan med musikken gøre noget særligt for fællesskab og sammenhold, og man kan finde ind i sig selv og finde sit eget udtryk, siger han.

Om to år er det op til Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet at konkludere, om forsøget er lykkedes. Kolding Kommune har sat nogle meget faste krav til, hvor mange der skal hjælpes, før forsøget kan betegnes som en succes.

De fem bedste tips til den perfekte kunstinvestering

Sæt dig ind i kunstscenen via besøg på gallerier, kunstmesser eller atelierer. Jo mere kunst du ser, jo mere forstår du. Hvis du hverken kender dit produkt eller dit marked, så lad være med at gå ind i det for pengene.
Køb med hjertet. Du skal se på det i mange år. Vær helt ærlig over for dig selv: Siger værket dig noget, eller er det kunstnerens navn, der lokker? Køber du kunst med investering for øje, skal du sædvanligvis op i den dyre ende.
Køb noget der peger frem og ikke tilbage. Din smag vil helt sikkert udvikle sig. Det, du kan lide nu, er ikke det samme som det, du kan lide om et par år. Find din zone for nærmeste udvikling, altså der hvor du er på vej hen med din smag, og gå i den retning.
Vær ikke bange for at dele din kunstglæde med andre. Der er meget at lære hos ligesindede i kunstbranchen. Når du ser noget, du kan lide, så tag et billede af det og spørg dem der ved noget, om de kan anbefale dig noget i den stil. Så er du i gang med at fokusere din søgning.
Drop tanken om demokrati i kunstkøbet. De fleste par bliver aldrig enige, fordi det er DIN smag. Så hellere skiftes lidt til at vælge. Hvis kompromiserne er for store, bliver ingen af jer rigtigt glade for købet.

Frokostmødet – Take it to the next level.

4 gode grunde til at holde møde på byens museer

Frokostmødet er godt, fordi det tager os ud af det vante scenarie. Men hvorfor ikke holde møder ude i byens mange skønne rum og museer? Jamen, tager det ikke bare en masse tid? På den ene side er det jo rigtigt, men på den anden side har mødet ude på byens udstillingssteder nogle helt særlige kvaliteter, som er værd at tage med.

Mødet har en social karakter, der minder os om måden, vi er sammen med vores nærmeste på. Det gør vores samvær mere personligt. Når vi kommer et skridt tættere på, falder paraderne, og der skabes en mellemmenneskelig forståelse, der kan bygge bro.

De forskelle, der i det upersonlige møde kan stå i vejen for en løsning, bliver lettere at overkomme, når vi ser et menneske, og ikke bare en forretningsforbindelse eller kollega foran os. Vi rækker lidt længere ud og strækker os lidt længere – og det er det, der skal til for at lande en god aftale.

Omgivelserne inspirerer dig til at tænke lidt anderledes. Måske tager du endda også tidligt fri. Den stemning af afslappethed og nydelse tager du med i din tænkning, som bliver mere fri. Oftest er vores tankevirksomhed begrænset af resultatorienteret tænkning, der censurerer, allerede inden tanken er tænkt til ende. Problemet er, at den skygger for den mere frie og kreative tænkning, der kan føre de nye muligheder med sig.

Du gør noget andet, end du plejer, og det udvikler dig. Når du ser dig selv i spejlet, er du sikkert både fleksibel, kreativ og nytænkende, men sandheden er, at de fleste af os er kæmpestore vanedyr. Vi opdager det ikke, før vi bryder vanen og finder ud af, at det var spændende. Du bliver sikkert ikke typen, der render til fernisering hver weekend, men et kvartalsmøde på byens museum giver dig en lille ekstra dimension i din persona, og det gør dig mere interessant – også privat.

Møder har det med at tage den tid, man har. Ikke alle er lige gode til at begrænse sig. Med møder ude i byen er mødet afgrænset i tid. Når jeres walk and talk er slut og kaffen drukket, er mødet slut.

Falder du selv i den post-faktuelle fælde?

Falder du også i den postfaktuelle fælde ?

Hvilke signaler ønsker I at sende, og har I en strategi for det, eller mærker I bare efter i maven og vælger det, I kan lide?

I det postfaktuelle samfund vægter holdninger og følelser lige så tungt som erfaringsbaseret viden og fakta. Det er i forlængelse heraf også en udbredt opfattelse inden for kunsten, at det er beskueren selv, der afgør, om det er god eller dårlig kunst. Argumentet er, at alle holdninger og kriterier til kunst er lige gyldige, og at viden om og erfaring med kunst ikke spiller nogen rolle. Det er alene op til publikum at afgøre, hvad de synes. Det er særlig problematisk, fordi det både er rigtigt og forkert.

Man skal holde tungen lige i munden, når det handler om kunst og udsmykning af sin virksomhed, for man kan let ende med at sende et signal om amatørisme med den folkekære, men “glade fiduskunst i stærke farver”. Det ønsker de færreste.

Men hvad er god kunst, og hvad er dårlig kunst? Må man eller må man ikke selv bestemme, hvad man kan lide? Selvfølgelig må man det, men bare fordi man ikke selv kan se forskellen på, hvad der er kvalitet, og hvad der ikke er, så er der forskel.

På den ene side er det legitimt at have en mening, for det er vel det, som kunsten gerne vil have os til? Men det er også åbenlyst forkert at dømme kvaliteten af et kunstværk som lægmand på lige fod med professionelle. De færreste ville dømme en hjerteoperation på lige fod med en kirurg – men man gør det gerne med kunsten.

Tidligere havde man flere faste objektive krav til kunst. Eksempelvis var det et krav, at kunstneren var god til sit håndværk. I dag er det vanskeligt at formulere objektive kriterier for god og dårlig kunst. Kunsten bruger mange flere greb og medier og er langt mere flertydig. Derfor er det en udfordring at finde en fælles forståelse for, hvad god kunst er. Når de objektive kriterier mangler, ja så udfylder det moderne menneske gerne rollen som kunstkritiker selv. Logikken er jo, at alles mening tæller stort set lige meget.

Men det ændrer ikke på, at der ER forskel på, hvad der er god og dårlig kunst. Rigtig mange kan se det, og de fleste kan fornemme det. Der er naturligvis gråzoner, men med enkelte undtagelser er kunstkyndige i store træk enige om, hvad der er god kunst, og hvad der er amatørkunst. De professionelle er ikke i tvivl, fordi de er professionelle.

Det er så op dig at beslutte, hvilke signaler du vil sende om din virksomhed.

Forudsætningen for innovation er en tillidsfuld organisationskultur

Det er de gode idéer, vi skal leve af i fremtiden. En central opgave for ledelsen er at skabe optimale rammer for innovation. Mennesker har en tendens til at søge konsensus for at skabe tryghed. En konsensussøgende gruppe er næppe den mest innovative. Gode relationer i sunde organisationer er af afgørende betydning for, at medarbejdere har tillid til at udtrykke nye tanker og ideer. Det siger sig selv, at der er noget sikkert ved ”plejer” og noget potentielt usikkert ved ”det nye”.

”Kunsten giver indsigt i, at konflikt og uenighed ikke kun skal opfattes som noget negativt”

Olafur Eliasson.

Kunst kan i al dens mangfoldighed understøtte en organisationskultur, hvor meninger trygt kan brydes og nye ideer opstå. Relationer påvirkes således af kunst, og relationerne påvirker den måde, vi arbejder på. Det kræver med andre ord tillid og tryghed at udtrykke ny viden og nye tanker – som er grundlaget for innovation.

Der er derfor kun gode grunde til at kigge på kunsten i jeres organisation.

“Art was a management signal about the organisation to the organisation”

Mads Øvlisen, tidligere CEO Novo Nordisk.

Hvilke signaler sender din virksomhed?

De fleste virksomheder indretter sig, mere eller mindre bevidst, med en eller anden form for kunst eller dekoration. Alle har dog typisk et ønske om at gøre virksomheden præsentabel for gæster og medarbejdere.

De fleste organisationer er skarpe på at formulere visioner og værdigrundlag, som ofte også ”pryder” væggene i virksomheden. Her er man meget bevidst om de signaler, man sender. Knap så bevidste er virksomheder desværre om de signaler, de sender gennem den øvrige indretning og udsmykning af virksomheden, herunder de signaler kunsten sender.

”Når kunder spørger til den lidt mystiske amatøragtige kunst, vi har hængende, så bliver jeg lidt flov, og ved ikke helt, hvad jeg skal svare”

Kunst er kommunikation, og kunsten på væggen er ligesom alle andre artefakter i organisationen med til at kommunikere virksomhedens identitet. Dette på både godt og ondt, og derfor er der fornuft i at have en formuleret strategi for udsmykning, som man har det med så mange andre forhold i en virksomhed.

Initiativer vedrørende kunst anerkendes og værdsættes af langt de fleste medarbejdere – muligvis også mere, end ledelsen tror. Derfor er det også ærgerligt, at medarbejdere oftest er usikre på både hensigten fra ledelsens side såvel som praktik omkring, hvem der er ansvarlig for kunsten, og hvad der er af muligheder for at få kunst på eget kontor m.m. Der er ofte en positiv interesse for det initiativ, ledelsen har taget, men det bliver ikke sat i spil i organisationen, fordi der mangler synliggørelse. Som med alle andre initiativer så gælder det også for kunsten, at der skal kommunikeres for at få det fulde udbytte.

Hvorfor kan kunsten gøre dig godt og grundigt mavesur?

“DÉT der, det kunne min søn på 5 år have lavet i børnehaven”. Det er en sætning, som vi har hørt mange gange, når vi skifter udstillinger hos vores kunder. Vi oplever også, at kunder ringer og siger, at vi skal komme og hente vores udstilling, fordi hele afdelingen er i oprør over vores værker. Men det værste er nu, når kunder opsiger deres aftale med os, fordi vores kunst er for dyster. Det bliver vi lidt kede af, for det er jo ikke meningen. Vores hensigt er alene at formidle god kunst, skabe debat og dialog. Det er ikke vores hensigt at skabe hverken provokation eller kaos.

Men hvad er det, der får folk til at blive godt gammeldags mavesure over kunsten? Det kan man betragte ud fra en psykologisk vinkel, som både handler om det enkelte individ og gruppen som psykologisk fænomen. Men her skal vi se på noget så hverdagsagtigt som forventninger og god gammeldags forventningsafstemning, som jeg også tror spiller en afgørende rolle.

Kulturforsker Torben Sangild har skrevet to klummer i KUNSTEN.NU, hvor han søger at indkredse, hvordan kunsten og publikum går fejl af hinanden. Den interesserede læser kan læse begge artikler her: “Hvad forventer folk af kunsten” og “Når kunsten gør noget andet, end folk forventer”. I denne tekst har jeg plukket frit og taget de pointer, som vi kan genkende i vores hverdag, i mødet mellem vores kunst og vores medlemmer.

Hos Kunst På Arbejde er vores kunder, og dermed kunstens publikum, mestendels uden særlige forudsætninger for kunst. Kunderne består af et bredt udsnit af almindelige mennesker, der går på arbejde, og hvis faglighed peger i alle andre tænkelige retninger end kunsten. Allerede her er der en meget stor forskel, der kan grave en kløft. Kunstneren har typisk en 5 år lang akademisk uddannelse indenfor kunst, og mange har, siden de var børn, beskæftiget sig praktisk med kunst på den ene eller den anden måde. Det siger næsten sig selv, at man “taler to forskellige sprog” og derfor let kan tale forbi hinanden. På samme måde kan man som lægmand have svært ved at forstå, hvad en forsker, en økonom eller en militæranalytiker siger. Forskellen er blot, at dem bliver vi typisk ikke så sure på, som vi bliver det på kunsten.

Det er fordi, vi har nogle ikke-bevidste antagelser. Vores forventninger til forskeren er, at han er klog og muligvis også lidt svær at forstå. Til kunsten retter vi nogle andre forventninger, og når kunsten ikke lever op til disse, så bliver vi skuffede.

Torben Sangild peger på, at vi forventer, at kunsten skal give os en umiddelbar wow oplevelse. Vi forventer, at vi kan forstå den som lægmand uden, at vi har nogle særlige forudsætninger. Vi forventer også, at kunsten skal være smuk eller ihvertfald have en vis grad af æstetik. Og så forventer vi faktisk også, at den er teknisk svær at udføre eller i det mindste, at det er sværere at lave end noget, vi selv kunne frembringe.

Men hvad nu hvis samtidskunsten vil noget helt andet, eller det stik modsatte af det, vi tror og synes, at kunst skal?

Torben Sangild peger på, at skønhed og æstetik findes overalt i moderne formidling. Flotte reklamer ses overalt, og mange kan selv lave flotte fotos, film og layout. Skønhed og æstetik som vi kender det, og som vi blev imponerede af førhen, er i vor tid hverdag og ikke længere så interessant. Og slet ikke for en ambitiøs kunst som nok snarere ønsker at udfordre skønhed, som vi kender den, siger Torben Sangild.

I forlængelse heraf kan man sige, at det er tidstypisk, at der konkurreres om vores opmærksomhed som forbrugere. Alle kendte virkemidler anvendes af alle, og indhold fordøjes, så det er nemt at gå til. Det siger næsten sig selv, at kunsten vil noget mere og andet, og det er rimeligt, at bl.a. Torben Sangild antager, at kunsten nogle gange bevidst kræver noget af os. At man skal anstrenge sig lidt for at “forstå” den, og at først når man har gjort en indsats, bliver man belønnet med en oplevelse.

Sangild mener også, at vi forventer, at kunsten skal være teknisk vanskelig at udføre for at være god kunst. I gamle dage kunne kunstmaleren med stor præcision skabe naturtro kopier af virkeligheden. Dengang mestrede kunstneren en teknik, som de færreste kunne gøre ham efter. Sådan har det nærmest været altid, og derfor har vores forventninger nok ikke udviklet sig sammen med kunsten, som for længst har udvidet sin opfattelse til ikke alene at handle om teknisk udførelse, men mere om selve idéen og indholdet der kan vises med mange forskellige typer af kunstneriske teknikker og greb.

Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til disse uudtalte forventninger til kunsten. De giver god mening i et historisk perspektiv. Men på samme tid har det sjældent været kunstens ærinde blot at behage. Faktisk har kunsten altid haft en tendens til at gå sine egne veje, og i virkeligheden er det, at kunsten byder på noget andet end det velkendte og “forventelige”, det som kan byde beskueren på reelle oplevelser og udviklingsmuligheder – og ikke bare noget pænt at se på.

Kunst udvikler din hjerne

Din hjerne udvikles ved at se på kunst. Ikke sådan at du udvikler mentale superkræfter, der hjælper dig med at præstere, men mere subtilt vil din evne til at opfatte nuancer og kompleksitet i kunsten udvikles over tid, i takt med at du eksponeres for kunst. Man kan sammenligne det med musik.

Populærmusik er ofte enkel i sin opbygning og kendetegnet ved gentagelser. Det er iørefaldende og har derfor en bred appel. De fleste holder af et godt pop-nummer. Jazz kan derimod være mere kompleks i sin opbygning, og det kan være vanskeligt at “høre” nuancerne, der danner helheden, og det kan opleves som støj. Det samme med billedkunsten: Glade farver og en god komposition er på samme måde som pop-sangen nemme at “fordøje”. Der er noget, vi kan genkende, og fordi det er enkelt, behøver vi ikke at anstrenge os for at forstå det – vi har set det før og kan trække på erfaringerne.

Kunst kan, ligesom musik, være mere eller mindre komplekst. Undersøgelser viser, at hjernen trænes, når man ser på kunst og herigennem udvikles til at se flere og flere nuancer i kunsten.

Det passer godt med Kunst På Arbejdes erfaringer fra hverdagen gennem mange år. Nye medlemmer i foreningen efterspørger ofte glade farver, og de fortæller os, at de ansatte bliver triste, når de ser på mørke farver. Nu er det sjældent kunstens ærinde at levere glade farver til beskueren, så det er vanskeligt for os at levere. Men det gør ikke noget, for efter at have modtaget skiftende kunstudstillinger i en periode, begynder vores kunders præferencer at ændre sig. De begynder at se noget mere end blot mørke eller lyse farver, og dermed opnår de alle de oplevelser, der gemmer sig i kunsten.

Der forskes løbende i forholdet mellem kunst og den menneskelige hjerne. Hvis du er nysgerrig på, hvad der egentlig sker, når man betragter et kunstværk, så kan du læse mere i denne artikel fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab.

I denne video fra TVMarineret kan du desuden se en spændende samtale mellem museumsdirektør på Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, og hjerneforsker Martin Skov, hvor de diskuterer, hvordan menneskets hjerne oplever kunstens farver:

Nogen kan ikke leve uden, andre couldn’t care less

Læs hele artiklen her

Philip Pullman er engelsk bestseller forfatter til flere børnebøger. Han mener, at det virker som om, nogle mennesker oplever en stærk iboende indre længsel efter kulturelle oplevelser, mens andre går tilfredse gennem tilværelsen uden kunst, litteratur og musik.

Han mener, at den ene “type” er karakteriseret ved, at de nærmest knapt ville opdage det, hvis man med et trylleslag fjernede alt kunst og kultur fra den ene dag til den anden. Lidt humoristisk skriver han, at de er de gode mennesker og gode samfundsborgere.

Den anden type beskriver han, nærmest poetisk, ved at disse, på et tidspunkt i deres liv, hører eller ser noget kunstnerisk, som overvælder dem, faktisk ganske overraskende. Ofte til gråd, fordi den iboende “kunstneriske dna” vækkes til live. Indtil den “vækkes” eller finder sin “genstand”, kan denne type opleve en udefinerbar længsel eller uforløsthed.

Hvis Philip Pullman har ret i sin antagelse, og det er der meget, der tyder på, så er det vigtigt at tilbyde alle børn og unge kulturelle opleveser. Og det giver god mening, hvorfor det er stærkt meningsfuldt for nogen og uden betydning for andre.

Jeg tror, at vi alle har mødt begge “typer”.

Nærvær som modvægt

Det er ikke nogen overraskelse, at det går stærkt for tiden og måske også lidt for stærkt, hvis man kigger på fremkomsten af livsstilssygdomme som stress, angst og depression.

Nærvær er en sund modvægt til den overstimulering af hjernen, som mange udsættes for dagligt, og meget tyder på, at man kan bruge kunsten til at bringe sig selv i nærvær.

Kunst har ifølge nærværsteoretikere den evne at påkalde sig nærvær. Nærvær beskrives bl.a. som en midlertidig og intens fokusering mod nogen eller noget. Man fortaber sig simpelthen selvforglemmende og glemmer hensigten med aktiviteten. Nogle vil mene, at nærværet er utilregneligt og formålsløst. Og når kunsten så at sige leverer et sundt nærvær, er det fordi mennesker i bund og grund har brug for at bryde den formålsstyrede produktivitet, der gennemsyrer alt for store dele af både arbejds- og fritidsliv i det moderne samfund.

Kunst er noget, vi ser sammen

Kun 10 % går alene på kunstudstilling. Det er fordi, at kunst er en oplevelse, som vi har lyst til at dele med hinanden. Når kunsten udstilles på en arbejdsplads, får man lyst til at dele oplevelsen med sine kolleger. Det skaber fællesskab, at man deler en fælles oplevelse og meningsdannelse.

Derfor er kunst så velegnet til virksomheder.

Lagerforvalteren var rasende over støtte til kunst

Den vrede lagerforvalter var Peter Rindal (1923-2009).

Det hele startede, da Statens Kunstfond i 1964 blev oprettet for at støtte kunstnere økonomisk. Den første uddeling af de livsvarige ydelser fandt sted i februar 1965, og støtte blev givet til en række unge kunstnere bl.a. Klaus Rifbjerg og vores egen Peter Bonnén.

Den nyoprettede Kunstfond medførte en massiv protestbølge i befolkningen, særligt på grund af Rindal som mente, at kunst skulle være en privat sag og ikke noget, man ødslede statskroner væk på.

“Kan kunstnerne ikke sælge deres ting selv, må de finde på noget andet at lave. Vi ønsker ikke at betale Kejserens nye klæder”, fortalte han til sine kollegaer på Kolding Hørfabrik.

Rindal startede derfor en underskriftindsamling, som hurtigt blev til en landsdækkende protest. Både radio, tv og aviser fulgte forløbet tæt. På blot en måned indsamledes mere end 60.000 underskifter, som Rindal personligt overrakte til kulturminister Hans Sølvhøj (S).

Kløften mellem det folkelige og det elitære Danmark var særdeles tydelig, når det drejede sig om kunsten, og Rindal var på alles læber. Deraf opstod begrebet Rindalisme, der i dag også bruges om modstand mod kunst i almindelighed og moderne kunst i særdeleshed.

Statens Kunstfond var dog kommet for at blive. Budgettet udvidedes løbende, men Peter Rindal opgav ikke sin kamp. Han førte sin kamp helt ind i selve Statens Kunstfond, hvor han sad i 11 år valgt som Fremskridtspartiets repræsentant.