Hos Kunst På Arbejde har vi masser af tiltro til kunst og kultur. Siden foreningen blev grundlagt i 1954, har vi arbejdet for at gøre en forskel på danske arbejdspladser med kunsten som afsæt for både fordybelse, fællesskab og debat i hverdagen.
Vi ved, at mødet med kunsten gavner os på et utal af måder. Alligevel hører man tit, at kunst er spild af penge, kun tjener som overfladisk underholdning eller er forbeholdt en snæver kulturelite. Vi synes, det er synd, at kunstens gavnlige effekter ikke får nok opmærksomhed i dagens Danmark. Derfor blev vi også meget glade, da DR’s Sundhedsmagasinet for nylig stillede skarpt på en række projekter, der tilbyder kunst og kultur på recept til folk med stress, depression eller anden langvarig sygdom.
Kunst og kultur kan ikke helbrede, men det kan lindre, give håb og skabe den styrke, som skal til for at klare vejen igennem fysisk og psykisk sygdom.
Har man ikke selv prøvet det, så ved man muligvis ikke, hvor stærk man skal være for at klare sig igennem et sygdomsforløb. Det kræver både vilje, redskaber og ressourcer at komme godt tilbage til et liv efter sygdom.
Sundhedsmagasinet fremhævede to innovative bud på fremtidens behandlingsformer:
Det første eksempel omhandler kunstkurser for stressramte. Ved man ikke bedre, kan det synes som en kopi af noget 1970’er inspireret rundbordspædagogik, men kurset bygger på den nyeste hjerneforskning og solid psykologisk viden om reaktioner og dynamik i relation til stress.
Det andet projekt foregår på Slagelse psykiatriske hospital, hvor kunst, behandling, natur og helende arkitektur skaber synergi for både patienter, behandlere og pårørende.
I Danmark udgør disse forsøg grundlag for både vigtig forskning og fremtidige beslutninger på sundhedsområdet. I udlandet har man i en årrække arbejdet med lignende forsøg, og den britiske rapport ”Creative Health: The Arts for Health and Wellbeing” har bl.a. konkluderet at:
- Kunst og kultur kan hjælpe os med genoptræning og kan bidrage til et liv med varig forbedret livskvalitet.
- Kunst og kultur kan bidrage til de store sociale og sundhedsmæssige udfordringer knyttet til at forbedre tiltag i pleje, aldring, længerevarende sygdom, ensomhed og mental sundhed.
- Brugen af kunst og kultur kan spare penge i social- og sundhedspleje.
Flere danske kommuner er lige nu i gang med at udvikle og gennemføre kunst- og kulturtiltag, som er rettet mod at styrke borgeres sundhed. I Aalborg, Kolding, Vordingborg, Nyborg og Silkeborg tilbyder man f.eks. kulturelle tilbud til mennesker med let til moderat depression, stress og angst.
Det er i sandhed fremragende, og mon ikke man kunne afkorte behandlingsforløb og sikre, at flere ville vende godt tilbage, hvis vi satte ind med kvalitet på mere behandling.
Se det spændende program “Sundhedsmagasinet: Kultur på recept” her..